Har du glemt dit kodeord?

Indtast venligst dit brugernavn eller emailadresse. Instruktioner i nulstilling af kodeord vil blive emailet til dig med det samme.
Nulstil kodeord

Tilbage til loginformular 

Bekymring, Usikkerhed, Efterår... af Torben Tramm

Kategori: Præsten har ordet

Udgivet af Poul Langagergaard, søn. 25.10.2015, 12.49

Her mellem modenhed og død,
velsign os med den sidste glød
af jordens lyse sommer,
og bryd så sindets frøskal ned,
så alt i os er kærlighed
den nat, da kulden kommer.

Sådan slutter Lars Busk Sørensens smukke efterårssalme ”Nu står der skum fra bølgetop.” Det er den tid, vi er i, der hvor skyerne haster forbi, og modne æbler falder i oktobermørke haver. Vi går mod mørkere tider, og så hyggeligt det end kan være, når man rykker sammen om varm kakao, duftende boller og tændte stearinlys, så er der også ting, der skræmmer og gør bange, giver anledning til angst og bekymring. Det kan være fristende at skutte sig, lukke døren hårdt i og sætte hegn op, bure sig inde, at gøre sindets frøskal endnu tykkere i forsøget på at beskytte og bevare, hvad vi har.
Det er ofte det, der sker, når vi møder noget, der gør os usikre og bekymrede, men det er sjældent en god idé. Det kan let komme til at virke på samme måde, som hvis man sætter et glas ned over en flamme for at beskytte den mod træk – den går ud, hvis den ikke får luft. På den anden side går flammen jo også ud, hvis den ikke beskyttes mod alt for stærk vind. Men hvad skal vi da stille op med alt det, vi føler truer os og som vi ikke rigtig ved, hvad vi skal gøre ved? Nogle gange kan det hele jo komme til at virke fuldstændig uoverskueligt! Et kinesisk ordsprog siger, at når forandringens vinde blæser, vil nogle bygge læhegn, og andre vil bygge vindmøller. Det kan vi jo godt se for os – hvordan der kommer skred i sagerne, når man får udnyttet vindens kræfter positivt. Spørgsmålet er, om vi ikke dybest set har brug for begge dele.
Der er så mange ting, der kan bekymre og ængste os. Hvordan skal jeg leve mit liv? Hvad er det rigtige at gøre i den og den situation? Hvordan skal jeg opdrage mine børn? Hvad betyder skolereformen for os, og hvordan skal vi tackle det? Verdenssituationen? Der er så mange spørgsmål, som er vigtige, men som desværre også er svære at svare på. Vi kan bare ikke lade dem ligge.......
I den kristne tro møder vi ikke en manual med færdige svar på alle spørgsmål. Men i mødet med Gud, i kirkens fællesskab, ved gudstjenesterne og i bibelen bliver vi mindet om det vigtige i livet og rækkes et fundament, vi kan bruge som udgangspunkt for at give os i kast med de store spørgsmål, som vi jo ikke kommer udenom: Guds kærlighed til os.
Her møder vi nemlig begge dele: Læ og vindkraft. Vi bliver favnet af ham og holdt fast, så vi ikke bliver væltet omkuld. Vi bliver beskyttet og skærmet og sat ind i et fællesskab, der kan bære, når vi søger hen i kirken, men vi bliver også sendt ud i livet igen for at leve det med alt, hvad det indebærer af besværligheder og valg; vi slipper ikke for noget af det. Men vi har med det, han rækker os, livsmod og kraft til at gå ind i det og åbne os for, hvad der kommer. Når man føler sig elsket og ved, man er det, har man et stærkt fundament. Kærligheden sætter os i stand til at lukke os op uden at miste os selv. Den giver os modet til det.