Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

Jubilæumssalme - tekst og lyd

Ved Helligåndskirkens 25 års jubilæum i 2009 skrev Maria Winther Jørgensen (mangeårig sopran i vores kirkekor) og vores organist, Anders Gaden, en dejlig salme om netop det at være kirke på vort sted:

Her er salmen - sunget ved Pinsedags gudstjeneste 2015. Lyt

Og her er teksten til salmen, Vi Forsamles I Den Morgen:

1
Vi - en smeltedigels søndagsbørn på kanten
af Vor Herres vej, hvor vilde vækster gror.
Vi, der overlever dels på flaskepanten,
dels på salmesang og på Hans nådes ord.

Vi forsamles i den morgen,
som har givet os et sted,
hvor vi vågner op i midten
af Guds ord og menighed.

2
Vi – et Babels himmelstræbere og tåber
som med ord vil tæmme verdens brogethed,
mens vi højt fra tårnets trapper stædigt råber,
at vi kun vil klatre opad, aldrig ned.

Vi forsamles i den morgen,
som har givet os et sted,
hvor vi nænsomt ta’s ved hånden
af Guds ord og menighed.

3
Vi – en samling ømme ønskebørn i farver,
går i kirke med vor tvivl, vor sorg og håb.
Milde dåbsbørn, der i næste nu begraver
Herrens ord i knallertdrøn og drukne råb.

Men forsamles i den morgen,
som har givet os et sted,
hvor vi møder spejlblank stilhed
i Guds ord og menighed.

4
Vi – en spraglet kø af handlende i vangen,
tyr til fakta for at lutre vores vid,
men bli’r sælsomt draget ind af klokkeklangen
til et morgenbord i underværkets tid.

Vi forsamles i den morgen,
som har givet os et sted,
hvor der fyldes brød i kurven
bagt af ord og menighed.

5
Vi – vor sprøde lykkes legebørn på vænget
mellem kirken, blokken, vejen og os selv.
Leger flammeleg til forårsglød har fænget,
og vi soler os i vores pinseheld!

Vi forsamles i den morgen,
som har givet os et sted,
hvor vi hviler ud i lyset
fra Guds ord og menighed.


Vi – en broget, fåret flok iklædt Guds-ordet,
der i kirken synger Helligånden ind.
Vore pinsetunger foran kakkelbordet
drikker solbærsaft i morgenhimmelskin!

Vi forsamles i den morgen,
som har givet os et sted,
hvor vi fejrer pinseglæden
i Guds ord og menighed.

 

Dette vers - skrevet til orgelindvielsen d. 21.10.2012:

Vi - et kirkekor af mange mundes måben
synger hjertet ud af livet himmelvendt,
bliver klangsomt båret frem til tonedåben af
et levende og lifligt instrument.

Vi forsamles midt i bruset,
gavmildt givet dette sted,
tusind stemmer fylder huset
med Guds ord og menighed.

 

Tekst: Maria Winther Jørgensen, 2009

Melodi: Anders Højgaard Gaden, 2009