Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

Sociologisk undersøgelse, 2006

Sociologisk undersøgelse:

Brugerundersøgelse i Helligåndskirken

I foråret 2006 har Helligåndskirken haft fast samarbejde med en sociolog, som har haft den spændende opgave at foretage en stor sociologisk undersøgelse af Helligåndskirkens mange brugere. Undersøgelsens mange spændende resultater kan alle ses her (Klik), men indledningsvist skal vi blot nævne nogle få, som har overrasket os en smule:

  • Aldersfordelingen i brugergruppen er det første, der har overrasket. 
    Man kan høre en medieskabt fordrejning så mange gange, at man tror på den. Således var vi måske også på vej til at tro, at ’kirkegængerne generelt er ældre mennesker’. Men det billede er fordrejet – i hvert fald i Helligåndskirken! Godt nok er de 70-årige bedst repræsenteret i Helligåndskirken, men der er flere i 30’erne end i 60’erne, og der er flere under 20 år end i 50’erne. 
  • Salmesangen er i høj kurs
    Da vi spurgte til, hvad folk sætter pris på ved gudstjenesten, viste det sig, at salmesangen var i høj kurs. Men der er små forskelle. For det første sætter mændene som de eneste noget andet end salmesangen aller højest, nemlig prædikenen. 
  • Prædikenen scorer generelt højt i alle grupper
    67% hos mænd og 65% hos kvinder. Men også de forskellige religiøse grundfarver har prædikenen som en klar nummer 2 på deres topscorerliste både hos de søgende, kulturkristne og de mere traditionelle kirkegængere. Ingen af grupperne har under 50% som sætter kryds ved prædikenen som noget man værdsætter.
  • Nadveren er et hit!
    Desuden har vi bidt mærke i, at unge under 35 sætter nadveren ganske særlig højt.
  • Liturgien generelt scorer ikke så højt.
    Vi har ikke en klar pejling på, hvad årsagen kan være. Måske kan det være, fordi folk ikke er sikre på, hvad liturgi egentlig er for noget. 
  • Kirkerummet – som debut for mange
    Det er også et overraskende resultat, at brugerne groft sagt har deres debut i Helligåndskirken inde i selve kirkerummet ved en gudstjeneste eller kirkelig handling. Mod forventning begynder brugerne altså direkte i kirkens centrum. Det hænger sammen med, at man ofte har været her første gang i forbindelse med en kirkelig handling i familien. Men selv hos brugere, der har en løs tilknytning til kirken, har en stor andel besøgt kirken første gang til en gudstjeneste. Med andre ord: Helligåndskirkens gudstjeneste og kirkerum opfattes ingenlunde som lukket land – tværtimod er det her, det er lettest at komme til som ’ny’ (ingen tilmelding). 
  • Der kommer hele tiden nye til
    Det er meget glædeligt, at 8% af brugerne har haft deres debut i 2005 eller 2006 – det er fortrinsvis yngre og unge. Det betyder, at der er basis for en løbende fornyelse.
  • Modtagelsen betyder meget
    Næsten halvdelen af brugerne har selv formuleret kommentar til deres debut, heraf har næsten alle positive bemærkninger om førstehåndsindtrykket. Det er forskelligt, hvad folk har lagt mærke til: god musik, dejlig bygning, god modtagelse i døren, rar stemning, godt fællesskab. Det er opmuntrende læsning. 
  • Kirken skal være hyggelig – men er ikke et forsamlingshus!
    Vi har også spurgt folk om, hvorfor de bruger kirken, og her lader det til, at det er blandingen af forkyndelse og socialt samvær, der får folk til at blive ved med at komme. Brugergruppen svarer nemlig nej til, at kirken ligeså godt kunne være et forsamlingshus og ja til, at de bruger kirkerummet til at falde til ro og bede. Desuden svarer rigtig mange ja til, at ’her er hyggeligt at være og jeg føler mig hjemme’, mens de fleste er uenige i, at det er hyggen og samværet, der er det primære. 

Tak til alle, som har medvirket!

 

Menighedsrådet

14. juni 2006